LISE HARLEV
THE INTERIOR AND THE EXTERIOR
(+ TONI LARSEN: JEG SNITTER MED BLÅ - DE SPALTER SKRIFT ER)
Danske Grafikeres Hus
Sølvgade 14
1307 København K
Opening Friday, May 25, 5 - 8 PM / Fernisering fredag 25. maj, 17 - 20
Exhibition May 25 - June 17, 2012 / Udstilling 25. maj - 17. juni, 2012
Open Thu - Sun, 1 - 5 PM / Åben tor - søn, 13 - 17
The ineffable distinction between a house and a home, the emotional investment staked on a certain location, is central to the two works in Lise Harlev’s exhibition The interior and the exterior.
In All distances seem shorter, 2009, a slide projection relates a trip Harlev took back to her hometown. The monochrome gray slides, flattened and stripped of their details, depict dreary landscapes, traffic intersections, and drab single-family homes. Alternating with these images, laconic intertitles relay the artist’s reaction to seeing the place again: “The streets have names I used to find normal, but which now seem strange to me.” Home is distinguished through its comforting monotony; its everydayness makes it impossible for us to truly see it. Returning there does not entirely efface this banality, but it may make the familiar unfamiliar.
The interior and the exterior, 2012, penetrates homes—and non-homes—through pinhole views of interiors. In a simple video animation, the work couples anecdotes about interiors with a succession of color monochrome images of anonymous spaces. The stories, which Harlev has collected over the years, often tell of spaces that are first taken to be homes before being revealed as something else: a museum confused for a private residence, an apartment confused for an exhibition space, or a person wakes up in a strange home and cannot remember how he arrived there.
The narrations—told in short rhythmic phrases, while the pinhole images remain constantly in view—recall the pithy statements of Harlev’s two-dimensional works, but the added dimension of time allows her to construct brief stories that more often than not flirt with anticlimax. These are not jokes with laugh-out-loud punch lines; nor are they overtly profound. They are more like amusing offhand remarks, told in passing, that are dryly witty, and more “hmm” than “ah ha!”
As in All distances seem shorter, the interiors shown in The interior and the exterior are reduced to signs. Yet unlike the gray outdoor scenes of the former work, each image, in this case, glows in shades of a single color. Harlev is not proposing an opposition between the warm colorful interiors of The interior and the exterior and the gray drab exteriors of small town Denmark. Both works present views that are anonymous cyphers. The home—the space most entwined with our attempts at individuality—is ultimately an interchangeable, abstract sign.
(Geoffrey Garrison)
/
THE INTERIOR AND THE EXTERIOR
Den udefinerbare forskel på et hus og et hjem og den følelsesmæssige investering i et bestemt sted spiller en central rolle for de to værker i Lise Harlevs udstilling The interior and the exterior.
I diasprojektionen All distances seem shorter, 2009, beskrives Harlevs rejse tilbage til hendes barndomsby. De monokrome grå lysbilleder, flade og renset for detaljer, gengiver begivenhedsløse landskaber, vejkryds og triste enfamilieshuse. Billederne afløses af tekster, der lakonisk beskriver Harlevs gensyn med stedet: ”The streets have names I used to find normal, but which now seem strange to me”. Hjemmet er karakteriseret ved dets trygge monotoni, og dets hverdagslighed gør det umuligt for os at se det som det virkelig er. At vende tilbage dertil ændrer måske ikke på denne banale kendsgerning, men det får ofte det velkendte til at virke fremmed.
Titelværket The interior and the exterior, 2012, præsenterer os for hjem—og ikke-hjem—som set igennem et kighul. I en simpel videoanimation kombinerer Harlev anekdoter om forskellige interiører med monokrome farvebilleder af anonyme steder. Historierne, som hun har samlet gennem årene, handler typisk om steder, der først er blevet opfattet som hjem, for dernæst at åbenbare sig som noget andet: et museum der bliver taget for at være et privat hjem, en lejlighed der forveksles med et udstillingssted eller en person, der vågner op i et fremmed hjem og ikke kan huske, hvordan han havnede der.
Historierne—fortalt i korte rytmiske sætninger, mens blikket gennem kighullet fastholdes—minder om de fyndige udsagn i Harlevs to-dimensionelle værker, men videoens tidslige dimension giver hende mulighed for at konstruere korte fortællinger, der ofte flirter med antiklimakset. De kan ikke betegnes som jokes med morsomme pointer, ligesom de heller ikke umiddelbart er dybsindige. De har snarere karakter af tørre, vittige bemærkninger, der fortælles i forbifarten og mere udløser et ”hmm” end et ”aha!”.
Som i All distances seem shorter, er interiørerne i The interior and the exterior reduceret til grafiske tegn. Men til forskel fra de grå udendørsscener i førstnævnte værk, gløder hvert billede i dette værk i forskellige toner af den samme farve. Harlev er ikke ude på at modstille de farverige interiører i The interior and the exterior med den danske landsbys grå eksteriører. Begge værker præsenterer os for et billede bestående af anonyme koder. Hjemmet—det sted, som måske mest udtrykker vores stræben efter individualitet—er i sidste ende et udskifteligt, abstrakt tegn.
(Geoffrey Garrison)
The exhibition is supported by The Danish Arts Council / Udstillingen er støttet Statens Kunstråd
No hay comentarios:
Publicar un comentario